Interview med Svalövs Golfklubb

Af Jørgen Højbjerg

Svalövs Golfklubb ligger ved den skånske vestkyst midt imellem Landskrona og Lund. Stefan Krüeger er direktør i klubben, og han er begejstret for sine danske gæster, som er taget til i antal gennem de senere år. Mindst 10 procent flere siger greenfee statistikken, og også antallet af forespørgsler på medlemskab er øget i perioden til trods for, at der ikke er mange danske klubber, som har ventelister længere. Klubben har i dag over 100 danske medlemmer, og det er både danskere, som er bosat i Sverige og Danmark.

- Valutaen er gunstig for danskerne, det er én forklaring, men det skyldes også, at svenske golfbaner generelt har lidt højere standard end de danske. Og så tror jeg naturen spiller en væsentlig rolle. Vi har lidt mere højdeforskel og lidt mere udsigt over landskabet.

- Det er ikke fordi der ikke finde flotte danske baner, men det er en anderledes oplevelse at komme til Sverige, fortæller Stefan Krüeger.

- En tredjedel af vores overnattende gæster er danskere, så en del af de danske medlemmer kommer faktisk et par gange om måneden – overnatter og spiller golf to dage, fortæller Stefan Krüeger. Klubben har 27 huller – den gamle 18 hullers bane som er fra 1989 og sidenhen er naturbanen kommet, der har ni yderligere huller og Svalövs Golfklubb råder også over det, svenskerne kalder en korthulsbane. Arkitekten er Tommy Nordström, og han har hentet meget af sin inspiration i skotske hedelandskaber, og det er kombineret flot i Svalövs bølgende englandskab.

Det er et meget blandet publikum, der gæster Svalöv fra Danmark

- Jeg kan ikke udpege en speciel gruppe, men det er meget positivt, at vi ser såvel dameklubber, som fire gutter på udflugt, men også mange ægtepar er gæster hos os, siger Stefan Krüeger. Men jeg er glad for at kunne sige, at danskerne altid er meget positive. Glad og i godt i humør og god feedback og jeg kan ikke huske, at vi har haft danske gæster, der har brokket sig. Og de bruger flere penge end svenskerne – de tager en øl i restauranten og bruger penge i proshoppen – og jeg tror simpelthen de hygger sig mere, siger Stefan Krüeger.

Klubben håber på allerede næste år at have mulighed for at byde endnu flere overnattende gæster til anlægget – der ligger et forslag hos klubbens bestyrelsen om at udvide antallet af sengepladser til det dobbelte. I dag har klubben 5 værelser og 2 hytter med en samlet sengekapacitet på ca. 20.

- Vi håber allerede at være klar til næste sæson, men det er et bestyrelsesspørgsmål, siger Stefan Krüeger, der har et rigtigt godt kendskab til sit naboland for Stefan Krüeger er danske gift, og han boede i mange år i Danmark. Hans tre børn er født i Danmark. Så danske gæster i Svalöv får aldrig et problem med at gøre sig forståelige – Stefan klarer nemlig også det danske sprog.

Læs mere om Svalövs Golfklubb