Sommer, sol og eventyr lige på den anden side af Øresundsbron. Alt tyder på at det også i år bliver endnu flere fritidstrafikanter, som rejser over Øresundsbron for at opleve deres naboland.
Sommeren 2014 slog fritidsrejserne over Øresundsbron alle rekorder (selv om man ser bort fra effekten af togstrejken i juni). Fra sommeren 2012 til 2013 steg fritidstrafikken med 7,5 procent, og fra 2013 steg den med hele 11, 7 procent.
– Naturligvis kan vi takke det smukke vejr for, at mange valgte at holde ferien hjemme – eller tæt på hjemmet – sidste sommer. Men vi ser også en tydelig tendens til, at vi på begge sider af Øresund har fået øjnene op for alt det, der er værd at besøge hos hinanden, forklarer Caroline Ullman-Hammer, administrerende direktør hos Øresundsbron.
Indhent 3 tilbud på din golftur til Sverige
Nu tyder alle prognoser på, at endnu flere fritidstrafikanter kommer til at rejse over broen til sommer. Det, der lokker på den anden side af sundet, er de klassiske trækplastre. Svenskerne rejser til Danmark for at opleve de store turistattraktioner som bakken, Tivoli og Zoo. Danskerne foretrækker også at lade (familie)udflugterne gå til steder som Skånes Dyrepark og Tosselilla sommerland. Men også centrale hoteller i Malmö trækker mange rejsende. Og sidst, men ikke mindst, lokkes danskerne over broen for at shoppe.
Turistorganisationerne Wonderful Copenhagen og Visit Malmö bekræfter, at der hele tiden kommer nye udflugtsmål og events at besøge.
– Vi er mægtig stolte af, at tre Malmø-restauranter har fået stjerner i Guide Michelin. God mad plejer at være noget, der kan friste danskerne. Så vi håber blandt andet på at se endnu flere danske gourmeter i Malmø i den kommende sommer, siger turistdirektør i Malmö Stad, Johan Hermansson.
Han kan også fortælle, at man har et godt samarbejde med Visit Sweden i Danmark, og arbejder sammen om at informere danskerne om nye spændende udflugtsmål.
København kan også friste nabolandet med mad. Mad&Marked i Kødbyen er blandt årets nyheder, hvor man i 70 boder kan købe både færdiglavet mad at nyde på stedet, eller friske ingredienser til at tage med hjem og tilberede selv.
– Vi oplever en ny gruppe af svenske turister. Dem, som ikke kun vil opleve det traditionelle Danmark. Dem, der er med på noderne, når det gælder det nyeste både inden for hoteller, design og ikke mindst mad. De vil for eksempel spise økologisk i et drivhus på et tag, som Stedsans Østergro, og besøge mikrobryggerier. De tager også børnene med til Copenhagen Streetfood, vores kæmpe marked for streetfood, som allerede har haft en halv million besøgende siden det åbnede sidste år. Vi er superglade for, at svenskerne er ved at få øjnene op for vores kreative mad-København, fortæller Henrik Thierlein, international press officer i Wonderful Copenhagen.
Generelt rejser flere svenskere end danskere over sundet. Den største årsag er, at København som hovedstad har flere og mere populære turistattraktioner at byde på. Men lige nu er danskernes interesse for at tage til Sverige også stor.
En af årsagerne til dette er den lave svenske kronekurs, vurderer Fredrik Jenfjord, salg og markedsdirektør hos Øresundsbron. Danskerne får meget for pengene i Sverige. Det gælder både når de shopper, overnatter og spiser.
Club Øresundsbron er Øresundsbrons kundeklub for fritidskunder. Her mærker man, hvad det er, der lokker de fritidsrejsende ved at se på interessen for de forskellige tilbud i begge lande.
– Tivoli bliver aldrig umoderne, og heller ikke den svenske natur. Men vi regner med, at mange nye attraktioner kommer til at lokke endnu flere over broen. Mange svenskere har endnu ikke besøgt Den Blå Planet eller Experimentarium City. Og danskerne kan glæde sig til at opleve Malmö Live, som ikke blot er en af Europas mest avancerede koncertsale, men også et spændende city-hotel med flere restauranter og en skybar, fortæller Fredrik Jenfjord.