Service og kanelbulla

Svenske golfbaner har et serviceniveau som ligger en del over det danske, og efter ni huller på de fantastiske baner er kanelbulla et stensikkert indslag.

Af: Jørgen Højbjerg Foto: Privat og Stena Line

De ligger lige så tæt som klipperne i skærgården og med en variation i pris, niveau og faciliteter. En hurtig sammentælling viser, at fra Malmø i syd til Gøteborg i nord ligger der intet mindre end 102 golfbaner langs E6. Mulighederne for god golf på alle niveauer er lige så spækket med valg, som den store buffet på færgen fra Frederikshavn til Gøteborg eller Oslo.
Sverige har knap 500 golfbaner og de har indenfor de seneste år gennemgået store forandringer. En af de bedre er, at konkurrencen mellem baner er blevet så stor, at prisniveauet for almindelig greenfee er gået ned. Til gengæld er antallet af faciliteter i nærheden af golfbanerne gået op – så i virkeligheden kan golfturister få det, som de vil.
Blandt udbyderne af golfrejser af kortere og længere varighed i Norge og Sverige er Stena Line, som har indgået et samarbejde med en række baner, der ligger i den kystnære del af Sverige fra Malmø helt op til Oslo.
Destinationen kan være f.eks. Isaberg, som i Danmark nok er bedst kendt som skisportssted, men som har to fantastiske golfbaner en middelsvær kuperet bane – den vestlige og en mesterskabsbane som er mindre bakket den østlige. På begge baner er der direkte udsigt til skibakkerne og lifttårnet på Isaberg. Vi spurgte til restauranter og andre muligheder i området omkring Isaberg i golfklubbens reception, og efter vores første runde lå der en konvolut på værelset med anbefalinger af restauranter og udflugtsmål i nærheden. Overnatningen forgik i den gamle smedje som har direkte udsigt fra terrasse og værelser til 9. hul på Vestra banen, og da vi afslørede, at vi havde en hund med blev det mødt med et smil og et ’självklart’ selvom et lille skilt i forstuen af smedjen forbød adgang for husdyr. Svensk service er også svensk fleksibilitet.

Længere mod nord gjorde silende regn det umuligt at spille en fuld runde på Stenungssund smukke anlæg. Det er en indland linksbane, men to dages massive regnskyl havde gjort sit til, at banen sine steder var umulig at spille – flere steder var bunkers fyldt til randen med regnvand. Men igen gik fleksibilitet og imødekommenhed hånd i hånd, og med baneguiden i hånden fik vi
sammen med intendenten plukket en række spilbare huller med et smil og et ’Välkommen’. Overnatningen forgik i Stenungsbaden Yacht Club – et nyrenoveret hotel hvor en stor del af værelserne har udsigt til sundet. Og i parentes bemærket også accepterer hund dog mod et ekstragebyr på 200 kroner for rengøring. Der ligger flere baner i området, som i øvrigt udmærker sig ved at være skærgård og øer og et yndet sommermål for mange svenskere.

Længere mod syd øges banetætheden, og fra Falkenberg over Halmstad til Båstad ligger masser af gode muligheder. Dette område håber på en Solheim-effekt – at der bliver så stort pres på Halmstad GK (Tylösand), at andre baner i området også får ekstra belægning. På grund af stort udbud af baner og en svag tilbagegang i den generelle vækst i golf i Sverige, så er en del baner gået konkurs i den ’gamle’ foreningskonstruktion og genopstået som ressort med samarbejdsaftaler med hoteller, restauranter og andre baner. Inden for de seneste par år er op mod 30 baner gået konkurs og flere er reetableret. Det gælder og Bäckavattnets Golf Club som ligger ved vej 25 øst for Halmstad. Klubhuset brændte for to år siden, og ved en ekstraordinær generalforsamling blev der lavet en fodfejl, hvor medlemmer blev tilbudt at få indskuddet tilbage. Alt for mange sagde ja, og klubben stod pludselig og manglede op mod to millioner kroner. Konkursen var en realitet. I dag er banen købt af familien, som tidligere udlejede jorden til banen, og der er kommet et mere forretningsmæssigt syn på driften. Klub og medlemmer er vendt tilbage, og i dag har Bäckavattnet f.eks. ca. 400 danske medlemmer – både rigtige og langdistance. Banen gennemgår renovering og bliver endnu bedre – det er især lave områder i nærheden af Fylleåen, som bliver drænet og hævet. Fylleåen gennemskærer hele banen, og ejerne har lavet en masterplan, som er under udførelse denne sæson.

I Halmstadsområdet er der også mere nyetablerede baner som Tönnersjö, der er en kuperet bane med bagni beliggende i et udfordrende skovlandskab. Banen er også privatejet og har haft visse vanskeligheder med at tiltrække tilstrækkeligt medlemsunderlag. Ud over den spændende 18 hullers banen er der også en usædvanlig pay and play bane på ni huller, hvor selv etablerede golfspillere får kamp til stregen. Det er lige før banen giver nye golfspillere et unfair indtryk af, hvad de vil komme ud for senere i golflivet.
Men på samtlige svenske baner er midtvejshuset et fast indslag i en runde, og der er to menuvarianter, som går igen alle vegne – ’korv med bröd’ og så den uundgåelige ’kanelbulla’ – som er blevet en ligeså fast bestanddel af mit svenske golfspil, som bolde og fiskestang.....

Golfbaner i Sverige