Skotland i Skåne

De skånske baner får kamp til stregen fra den nye PGA National, som åbner officielt i juni. Det er arkitekten bag Kingsbarn i Skotland, som har lavet en udfordrende indlandlinks bare en halv time fra København.

Af: Jørgen Højbjerg Foto: PGA of Sweden og privat

Man tror det ikke, men banen her ligger faktisk kun et kvarters kørsel fra Malmø centrum og ca. 30 minutter fra København. Men det ligner fuldstændig en skotsk linksbane. Før i tiden tilhørte jorden et af de ’fede’ slotte i Malmøs opland, men i mange år var det kommunen, der stod som ejer. Når du læser disse linjer er den første af tre fantastiske baner åbnet...

Det er PGA of Sweden, der står for driften af PGA National of Sweden, som er baneanlæggets officielle navn. Den 15. maj er der ’soft opening’ for medlemmer og et begrænset antal gæster. Og da der pt. kun er 168 medlemmer, som hver har betalt 150.000 SEK for en aktie og spilleret, er det begrænset hvor meget trafik, der kommer på banen den første måneds tid. Den 12. og 13. juni går det løs med den officielle åbning, og banen bliver herefter åben for spil fra ca. 12.00 på hverdage og hele dagen i weekender.

- Vi vil skåne banen i begyndelsen, siger Ove Sellberg, der er tiltrådt som Golf Manager for det store anlæg, der om et par år rummer tre 18 huls mesterskabsbaner, et klubhus med en halv snes hotelværelser, et fantastisk træningsanlæg, som er bygget i samarbejde med Taylor Made, og en 9 hul par 3 bane, som er klar til sæsonstart 2010. Det gælder også Lake-banen, som ligger ryg mod ryg med Links-banen. Ambitionen er 300 medlemmer – prisen ligger i øjeblikket på 175.000 SEK, så det bliver ikke medlemmerne, der kommer til at fylde banen, men gæster fra ind- og udland.

Det østlige Skåne har udviklet sig til et mekka for golfspillere. Ikke langt fra PGA National ligger Bokskogen og Torup, som begge er fine, typisk svenske, baner. I nabolaget ligger også Barsebäck, som har været vært for flere store turneringer - ikke mindst Scandinavian Master, som med mellemrum har gæstet banen.
Også PGA National har ambitioner om internationale turneringer. - Målet er sat højt for banen, det er klart, siger Ove Sellberg. Vi går helt klart efter Europa Touren, både mændenes og kvindernes, og også f.eks. Ryder Cup.
Den totale investering løber op i 400 millioner svenske kroner – for de i alt 260 hektar jord, bygninger, maskiner og golfbaner. For Links er bare første skridt i et anlæg, der skal rumme yderligere to baner. Ud over det nybyggede klubhus, der er smagfuldt, men ikke prangende indrettet, skal der på det store areal også bygges hotel og huse.
Hverken hotel eller huse kommer dog til at ligge ud til banerne. Der bliver valgt en lidt mere ydmyg placering på østsiden af Links-banen bag en bakke og en skov.
Faciliteterne er med til at øge mulighederne for at få store turneringer. Københavns Lufthavn er en halv time væk, og Sturup Lufthavn ligger 10 minutters kørsel borte, og her kan golfstjernerne lande i privatfly.

- PGA of Sweden er medejer af anlægget, og vi står for driften, så det er et mønster kendt fra amerikanske baner, hvor det lokale PGA står for kvalitetssikring. Det gælder detaljer på banen og dens drift og vedligeholdelse. Det generelle serviceniveau - primært når det gælder golf, men også ifm. uddannelse og instruktion, garanterer PGA, er at højeste
kvalitet, siger Ove Sellberg.
John Grant er ansat som head-pro. Han er skotte, men har i 23 år været en kendt og skattet pro i Ystad. Han føler sig allerede godt tilpas i træningslokalerne, hvor der foruden overdækkede udslagssteder også er to portrum, hvor Trackman og analyseteknik kan stå inden døre, og portene kan åbnes efter behov ud til træningsbanen. Der bliver undervisning af amatører, men også pro’er kan benytte faciliteterne til kurser.

Men hvordan er banen? Desværre fik vi ikke lov til at spille på den – men fik en grundig rundtur. Arkitekten Kyle Philips har udnyttet, at der var så stort et areal til rådighed, og derfor er banen på én gang kompakt og åben. På intet tidspunkt skal man gå bagud for at komme til nye teesteder, og selv om der er seks af slagsen, så er afstanden mellem greens og teesteder kort. Alligevel er der god plads mellem hullerne, så selv om rough lige nu er kort og ny, så ser man ikke de andre huller, men designet fremhæver den opgave, man står overfor på teestedet, og begrænser udsynet til andre huller. Hvert hul har en ny overraskelse, og de kommer ikke i tætte byger – men manifesterer sig som f.eks. tre dybe skråtstillede bunkers – som foran green på det 5. hul. Eller det kan være et relativt enkelt par 5 hul som det 15., der løber ned ad bakke mod klubhuset, men kort af green åbenbarer der sig en drabelig kløft, som ikke ses, før ens bold ligger på bunden, og et meget vanskeligt pitch venter.
Banernes udførelse er nøje planlagt – græstyperne er forskellige. Links-banen har rødsvingel iblandet den typiske røde græsart, som kendes fra skotske baner.
Lake-banen vil fremstå som en parkbane. Greenfee er høj, også efter svenske forhold. 900 SEK på hverdage og 1.100 SEK i weekenden. Overnattende gæster sparer 200 kroner. Nok er niveauet højt, men foreløbig ser det ud til at være alle pengene værd.

Golf ved Malmö. Spil og oplev PGA of Sweden