Sverige i Mini-Format

Hvis man på en kør selv-golfferie til Sverige vil lidt længere væk end bare Skåne, Halland og Blekinge, så er Dalarna et rigtigt godt bud på en sommerferie med golf

Markedsføringsmæssigt vil Dalarna gerne sælge sig selv som et Sverige i mini-format, og bestemt ikke helt uden grund.

Dalarna er det midtsvenske område, hvor den vestlige del grænser op til Norge. Det er et fantastisk naturskønt område med stor variation i landskabet med bjerge, elve, dybe skove og åbne bølgende marker.

Dalarna har ry for også at være det ”rigtige” Sverige, som vi kender det med folkedragterne, de røde træhytter, den medrivende folkemusik, fejringen af midsommer med krebsegilderne og så naturligvis også Dala-hesten.

Aktiv sommer

Dalarna kan opleves på mange måder, til fods, på cykel eller i kano og kajak på elvene. I Sälen-bjergene eller Grövelsjönbjerget er vandreruterne godt afmærkede, og på Fulu-bjerget kan man omfavne verdens ældste træ, en 9.550 år gammel rødgran og blive fotograferet på samme måde, som når man støtter det skæve tårn i Pisa. Her finder man også Sveriges højeste vandfald

Foretrækker man ture på cykel kan anbefales Biking Dalarna som er en tur til syv forskellige destinationer inklusiv Mora, Idre og Rättvik, hvor der også er golfbaner. For de mere konkurrenceprægede er der 900 km afmærkede mountainbike-spor og hele 14 downhill-ruter.

Er man mere til det våde element, kan man padle sig vej på Dala-elven, på Runnsøen ved Falun med dens 100 øer og Fänforsen-strømfaldene, der kan forceres i gummibad.

Laksefiskeri i Dalarnes rene elve og søer er populært, og man kan med held spotte elge og bævere på turene.

Masser af kultur

Falun er den største by i området, hvor man kan besøge den underjordiske kobbermine, der er optaget på Unesco’s liste over verdensarv. Her produceres også Dala-hesten i Nusnäs, og man kan besøge Zorn Museum i Mora opkaldt efter en af Sveriges bedst kendte malere, Anders Zorn. I Sundborn uden for Falun kan man besøge en anden kendt maler, Carl Larssons, hus.

I Dalarna er der en del forlystelsesparker. Temaet for Orsa Rovdyrpark er klart med bl.a. Kodiak-bjørne, Polarverden, Leopard-center og mulighed for at se sibirisk tiger, ulve, los, isbjørn og rovfugle.

For børnefamilierne er Leksand Sommarland med hovedvægten på et vandland stedet at besøge, og det kan kombineres med eventyr-fortællinger i Tomteland.

I øvrigt er Leksand kendt for altid at have et godt ishockeyhold, og det var faktisk her, at dansk ishockey for første gang blev repræsenteret i den bedste svenske række med den tidligere landsholdsstjerne, Heinz Ehlers, fra Aalborg, hvis søn i dag optræder på det danske VM-hold.

Golfbanerne

For golfturister er Dalarna afgjort også et besøg værd med en håndfuld spændende baner i fantastiske naturskønne områder fra flade og letkuperede park- og skovbaner til baner i mere bjergrige omgivelser, der kan udfordre golfspillere på alle niveauer.

Idrefjällens Golffklub blev stiftet i 1987, men først i 1991 var den nye 18 hullersbane færdigbygget og klar til at tage imod medlemmerne.

Siden har Idrefjällens Golfklubb været et populært sted for golfturister, hvilket 11.300 greenfee-gæster i 2003 vidner om. I 2007 blev klubben kåret til årets golfklub i Sverige af de svenske golfjournalister.

Et besøg i klubben kan kobles sammen med en pakke med overnatning på Pernilla Wiberg Hotel, der i stil og udseende minder en hel del om et østrigsk bjerghotel.

Måske kan man endda være heldig at støde på hotelejeren, Pernilla Wiberg, der huskes som Sveriges bedste kvindelige alpine skiløber med et hav af OL- og VM-medaljer på meritlisten. For det meste bor hun dog i Monaco.

Historisk gård

Leksands Golfklubb er bygget op omkring den gamle Fält Gärdas Gård eller Knipgården opkaldt efter Knip Erik Persson, også kaldet Fält som soldaternavn. Han døde i 1930. Flere af gårdens lokaler og faciliteter er stadig i brug efter en omfattende renovering i 1998-2000.

Selve golfbanen har karakter som en park- og skovbane, men der er klare regler for, hvilken træbevoksning, der må nyde fremme på stedet. Harmonien med klubhuset og den gamle gård skal være intakt.

Tumba til indvielse

Mora Golfklubb blev dannet i 1980, men de første ni huller blev taget i brug i 1983 og de sidste ni to år senere. Med til indvielsen var selveste Sven Tumba, der er en legende i Sverige inden for både golf og ishockey.

Dalarnas ældste golfklub er Rättviks Golfklubb, der blev dannet helt tilbage i 1954, da de to hoteldirektører i byen, Britt Arpi for Siljansborg og Nils Breile for Persborg, blev enige om, at det ville være belejligt, om man kunne skaffe nogle flere turister til byen.

Rättviks Golfklub blev klub nummer 44 i det svenske golfforbund, og den første ni hullersbane blev indviet i 1959 af Prins Bertil, der slog det første slag, før han og andre indbudte spiste en god middag hos klubformanden Britt Arpi på Hotel Siljansborg.

Prinsen og operasangeren

I 1976 besluttede man at udbygge banen til 18 huller, der blev taget i brug i 1979 under den festlige Rättviks-veckan med underholdning ved operasangeren Rolf Björling.

Banens største aktiv er måske den tætte tilknytning til byen, der gør den attraktiv for ungdomsspillere, der på kort tid kan cykle til banen for at træne.

Tällbergsbyarnas Golfklub er den nyeste golfbane i Dalarna med kun ni huller. Klubben blev dannet i 2005 og kunne således fejre 10 års jubilæum i 2015. Den ligger placeret ved byen Plintsberg i et naturskønt område, og et stort arbejde af frivillige lokale ildsjæle har gjort det muligt at etablere en golfbane i det lille lokalsamfund.

Læs mere om dalarna

Kilde: Peter Nielsen, Golfavisen